Tidligere fængselspræst, Inge Glahn gav tilhørerne i Finderup sognegård et interessant indblik i arbejdet som fængselspræst. Med varme og humor fortalte hun levende om gode oplevelser og sjove episoder fra de 11 år, hvor hun fungerede som fængselspræst ved Jyderup Statsfængsel.

Hovedopgaven som præst i et fængsel er samtale og sjælesorg, hvilket der i sagens natur er stort behov for, da alle indsatte befinder sig i en krisesituation og bærer på en tung skæbne, og selvom der er tale om et åbent fængsel, er der både bankrøvere og mordere blandt de indsatte.

Inge Glahn elskede sit arbejde blandt de indsatte i fængslet, og det kom i høj grad de indsatte til gode. Hun mødte altid de indsatte med et smil og en udstråling der signalerede, at uanset hvad vi har bedrevet her i livet, kan vi tale sammen som ligeværdige mennesker.

Med stor opfindsomhed og engagement arrangerede hun ofte udflugter med de indsatte i fængslets minibus. Som fængselspræst havde hun nemlig status som fangevogter, og derfor tilladelse til at tage op til otte indsatte med på udflugter eller til arrangementer i Jyderup og Holmstrup kirker.

Inge havde et godt forhold til fængselsledelsen, og det gav hende mulighed for at praktisere mange af de kreative og opfindsomme muligheder hun som præst havde for at hjælpe de indsatte – også med ting der bestemt ikke ville være givet tilladelse til i dag, og som ikke var en naturlig del af præstegerningen.

Ud over de traditionelle opgaver med samtaler og sjælesorg, arrangerede hun bl.a. korsang, musikgudstjenester, holdt både dåb, konfirmation og bryllupper i fængselskirken. Ved flere lejligheder arrangerede hun også bryllupsmiddage i kirken, skrev konfirmationssange, hjalp med indkøb i den lokale genbrugsbutik – og var på mange måder som en mor for de indsatte.

Inge fortalte også om sjove episoder hvor hun muligvis gik lidt over stregen, som f.eks. da hun en sommerdag tog til stranden med otte indsatte, om køb af vielsesringe sammen med et brudepar, om biskop Lindhardts første møde med ”Inges bodygards” og om dengang hun fik arrangeret en koncert hvor fængselspersonalet skulle synge sammen med fangekorene fra både Vridsløselille og Jyderup, og hun måtte leje spejdernes store telt fordi der ikke var plads nok i kirken.

Der blev lyttet intenst til Ingers sprudlende fortællerlyst, og hun kunne have fortsat i timevis, men nu holdt kirkebilen altså på gårdspladsen og ventede utålmodigt på de tilhørere som havde bestilt et lift hjem.

-vkp/05.11.2015

Statsfængslet i Jyderup er et af landets 8 åbne fængsler. At fængslet er åbent betyder, at de indsatte har mulighed for at forlade det, men hvis de gør det uden en tilladelse, betragtes det som en undvigelse, som indebærer overførsel til lukket fængsel. Et lukket fængsel er omgivet af en ringmur og andre sikringsmidler til forhindring af undvigelser.

I løbet af et år indsættes der ca. 450 personer i statsfængslet og det er ganske få som vælger at forlade det uden tilladelse.

Fængslet, som er det “yngste” af de åbne fængsler, blev taget i brug i 1988, og der var da 109 pladser.

De oprindelige bygninger blev opført i 1912 af de Danske Sprængstoffabrikker og har siden 1978 været anvendt som erhvervsfaglig kostskole og asylcenter for flygtninge.

Efter at bygningerne i 1988 blev indrettet som fængsel, er der løbende bygget til og fængslet har i dag en kapacitet på i alt 162 pladser.

Fængslet modtager som udgangspunkt domfældte mænd fra den lokale region, men behandlingsafdelingen og afdelingen for de helt unge, modtager indsatte fra hele landet. Endvidere modtager fængslet indsatte med længere straffe fra de lukkede fængsler (primært Statsfængslet i Vridsløselille), som er nået så langt i deres afsoningsforløb, at de vurderes at være klar til at afsone under mere åbne forhold.

Som udgangspunkt udstås straffen i Danmark i åbent fængsel med mindre forholdene konkret taler imod. Sådanne forhold kan bl.a. være lange straffe (fængsel i 5 år eller mere), et misbrug af euforiserende stoffer, som man ikke ønsker at blive behandlet for, relationer til rocker – eller bandemiljøet eller andre mere konkrete forhold, som gør at man vurderer afsoningen i et åbent fængsel for utilrådelig.