Prædiken 26. september 2010

Vi hører i dagens tekst, at der er et system. At mennesker, dyr og planter ikke bare er ét stort rod af arter, blandet tilfældigt mellem hinanden, men at der er en orden. En orden, som opfordrer os til at standse op et øjeblik og tænke over skabelsesværkets mangfoldig og righed.

I vores moderne samfund har vi også sat dyrene i system. Her tjener systemet til at omsætte dyrene til fødevarer på den hurtigste og mest praktiske måde. Vi giver vores husdyr numre og beregner deres liv udfra, hvornår de kan slagtes.

Det system, den orden, som vi hører om i Bibelen, kalder som sagt på respekt. Respekt for det levende. Men også en respekt for de dyr, som vi har fået lov både at leve med og at leve af.
Det er den dobbelthed, som vi mennesker gives i forhold til naturen og til dyrene. Respekten for det levende dyr betyder ikke, at vi ikke må slå det ihjel. Ja, vi må slå dyr ihjel, så vi mennesker kan opretholde livet. Vi hører, at mennesket er blevet sat som hersker over dyrene – og dermed får vi en vis ret til at gøre nytte af dem, når vi har brug for det.

Men ved at give os den orden, som Bibelen nævner dyrene i, gives vi mennesker et ansvar. Vi får et ansvar for at dyrelivet er sat ind i en ramme med respekt for livet, på samme måde som det gælder for mennesker.

Vi kender til, at vores menneskeliv sættes ind i et større perspektiv. Det gør det ved dåben, hvor forældrebringes til at tænke over det dyrebare liv, de står med i hænderne.

Og når vores liv er slut sættes det endnu en gang ind i den ramme med krav om respekt – respekt for det liv, vi fik gennem den afdøde, og respekt for det liv, som blev givet det menneske, som Gud nu tager tilbage igen.

Ved at give os en orden i dyrene, kræves det også af os, at vi husker på, at ethvert dyreliv, der begyndes, er et under – og at ethvert dyreliv, der sluttes, skal sluttes med en tak. En tak for det, der blev givet os og en tak til Gud, der gav livet – både til os mennesker og også til det dyr, hvis liv nu er tilendebragt.

Når vi menneskers liv er tilendebragt, så afkræves selve livet en respekt i de ter små sætninger, som vi siger ved den dødes kiste: af jord er du kommet, til jord skal du blive, men af jorden skal du igen opstå.

Et lignede ritual har det gamle testamente faktisk med en respekt for dyrelivet. Et sted pålægges det os mennesker at lade blodet løbe fra det dræbte dyr. At lade dyret ligge, så blodet lige så stille kan sive tilbage til jorden med tak for det bytte og det dyr, som vi fik. Sådan lyder dyrenes svar på: af jord er du kommet.

Sådan gør kun de færreste i dag. Det er som om, vi mennesker har fået en afskrækket holdning til de dyr, som vi slår ihjel for selv at leve. Mange af os ser kun oksen pakket som hakket kød i supermarkedets køledisk – så slipper vi også for at tænke nærmere over, at ethvert liv, menneskes eller dyrs, hænger sammen med det, at skulle miste livet igen.

Men det betyder ikke, at ritualet, der sætter respekten for livet og døden, helt er forsvundet.
For den orden, som vi hørte læst fra Bibelen, gentager sig i den vildtparade, der følger jagten.

Vildtparaden hører med til jagten som begravelsen hører med til menneskelivet. At deltage i jagten betyder også at deltage i paraden. Man skyder ikke et dyr uden at vise dyrene den respekt, som vildtparaden er.

Og netop her ved vildtparaden genopbygges den orden, det system mellem dyrenes arter, som Bibelen fortæller os om. For det er ikke tilfældigt, hvordan eller i hvilken rækkefølge, dyrene anbringes.

Paraden skal foregå et sted, så dyrene ikke ligger tilfældigt og uden værdighed. Og der er en særlig orden. Først råvildt, så ræve, så harer, og derefter det flyvende vildt.
Fuglene deles igen op i fasaner, så agerhøns, så ænder, duer og andet fuglevildt. Og dertil kommer, at handyrene lægges for sig og hundyrene for sig.

Alle de tilstedeværende blotter til sidst deres hoved til ære for vildtet, mens dagens jagtudbytte remses op. Der forlanges ro og respekt, mens vildtparaden står på, og der blæses til sidst for det nedlagte vildt.

Sådan oplever vi, at en jagt foregår med respekt for skabelsesordenen. Og at der takkes efter jagten for de dyr og den rigdom, som Gud har givet os med respekt og med eftertanke, der har rødder i den skabelsesorden, som vi mennesker er den del af.
Amen