Afsked med Kirsten Esbjerg

Reerslevs sognepræst rykker i fængsel


Præsten i Reerslev, Kirsten Esbjerg, skal fra den 1. maj være fængselspræst i Statsfængslet i Sønder Omme. ”For mig er det drømmejobbet, der pludselig blev til virkelighed”, siger Kirsten, der glæder sig til et job, hvor hun også kan bruge sine 27 års erfaring fra Kirkens Korshær, hvor hun har mødt og talt med mennesker i alle livets situationer.

Fængselskirken i Sønder Omme er et frirum for de indsatte. Den er ikke kun åben om søndagen, men alle ugens dage, så man kan mødes over en kop kaffe i kirkens cafe eller få sig en snak med præsten, hvis man har brug for det. Præstens kontor ligger lige ud til cafeen, og der er tradition for, at døren for det meste står åben. ”Her er præsten en del af et større fællesskab ikke kun om søndagen, men alle dage, det er virkelig en kirke efter mit hoved” siger Kirsten, der ser frem til de nye udfordringer.

Det nye job som fængselspræst betyder, at Kirsten Esbjerg skal sige farvel til Reerslev kirke. ”Jeg vil savne alle de dejlige og spændende mennesker, som jeg har mødt i kirken” siger hun og fortæller videre, at Reerslev kirke også har en lille cafe, som er blevet benyttet i forbindelse med gudstjenester og andre arrangementer i kirken. ”Her har vi ofte fået en god snak og lidt godt at spise og drikke. Jeg håber meget, at den næste præst også vil passe godt på cafeen og bruge den, for den er en meget stor og vigtig del af livet og fællesskabet i Reerslev kirke”.

At begynde jobbet som fængselspræst den 1. maj betyder også, at Kirsten Esbjerg ikke får mulighed for at holde konfirmationsgudstjeneste for de konfirmander, som hun har fulgtes med siden sidste efterår. ” Det er selvfølgelig  trist, at jeg

skal af sted fra Reerslev lige før konfirmationen” , sige Kirsten, men forklarer, at der også har været de indsatte i fængslet at tage hensyn til, da der skulle findes en fair løsning. ”Der har desværre været en del kedelige rygter i denne forbindelse. Frustrationer gør, at vi ikke altid ser klart. Men jeg trøster mig med, at konfirmanderne trods alt har både familie og venner at fejre dagen med. Mange af de indsatte i Sønder Omme har hverken familie, venner eller andet netværk, derfor har biskoppen i Ribe talt på deres vegne og fortalt os, hvor vigtigt det er at de ikke skal vente på deres nye præst”.

Det bliver Tove Styhm, der skal forestå konfirmationen i Reerslev kirke den 6. maj. ”Tove er et dejligt menneske og en god præst, så jeg ved, at konfirmanderne er i de allerbedste hænder” siger Kirsten Esbjerg og fortæller, at menighedsrådet ved Reerslev kirke arbejder på en løsning, så konfirmanderne kan komme med på den årlige Tivolitur også selvom Kirsten rejser.

 

Afskedsgudstjeneste

Søndag den 29. april klokken 11.00 holder Kirsten Esbjerg sin sidste gudstjeneste i Reerslev kirke. Herefter går turen vestpå til Jylland og den nye præstegerning i fængslet. ” Det bliver vemodigt at skulle tage afsked med livet i Reerslev kirke. Derfor håber jeg at få mulighed for at sige personligt farvel og tak til mange af jer, som jeg har mødt i kirken inden jeg rejser” siger Kirsten, der glæder sig over at få lov til at mødes med Mother Teresaklubbens aktive strikkedamer en sidste gang inden hun rejser.