Historier om præstegården

Liv i præstegården og præstegården i mit liv

Ja, der var helt sikkert masser af liv i præstegården onsdag aften, da Lise Christensen fortalte sin historie om Reerslev set fra præstegården og forpagterboligen.

Præstegårdens konfirmandstue var fyldt til bristepunktet af spændte tilhørere fra både Reerslev og omegn. Det var lige før vindueskarmene også blev taget i brug, da puslespillet med at finde siddepladser til alle skulle gå op. Men det lykkedes, selvom vi sad meget tæt.

Og så begyndte Lise at fortælle. Det blev en fortælling, som tog os vidt omkring gennem tidsaldre og persongallerier, som havde sat deres præg i og omkring både kirke og præstegård. De mange detaljer, som Lise så omhyggeligt sørgede for hele tiden at få med, gjorde fortællingen både levende og personlig.

I samarbejde med Viggo sluttede Lise af med at vise os en række billeder og fotografier, som gav os alle indblik i, hvordan gården på Tranemosevej nummer 9 havde forvandlet sig gennem tiderne. Der var billeder både af arbejdende folk, af fælles hestetransport på vej til aftenskole, og af legende børn. Og ind imellem fik vi nogle charmerende billeder af Lise som lille pige mellem sine søskende og forældre.

Mens Lise fortalte var vi alle meget stille, for ingen af os ville gå glip af alt det interessante, som Lise havde at sige. I kaffepausen var der mange, der udvekslede minder og tidsbilleder, som Lise havde fremkaldt ved at tage os med på sin rejse gennem Reerslev.

Da vi gik hjem, var det med sindet fuldt af billeder efter en aften, hvor vi alle var blevet klogere. Vi fik alle bekræftet, at Lise er en fuldstændig fantastisk fortæller med en helt særlig sans for detaljer.

Tak Lise for en aften, vi ikke glemmer

Historierne blev krydret med en stribe gamle billeder fra Lises fotoalbum.

Foto: Viggo K. Pedersen