Musikgudstjeneste Fastelavns søndag

Vel er Reerslev et lille sogn,
men opbakningen til den lokale kirke er stor.

Der er ingen tvivl om, at Reerslev har nogle meget engagerede kirkegængere og en levende kirke, udtaler sognepræst Kirsten Esbjerg, efter fastelavns-gudstjenesten søndag eftermiddag, hvor omkring 50 havde fundet vej til kirken.

Fastelavnsfest er ikke kun for udklædte børn, det så man tydeligt ved musikgudstjenesten i Reerslev kirke søndag eftermiddag, hvor det var de voksnes tur til at fejre fastelavn.

Kirkebænkene var fyldt godt op, da de to dygtige musikere Åge Madsen på violin og Jens Andersen på orgel kom til Reerslev for at give os en særlig oplevelse i kirken.

Musikken var særligt sammensat til dagen. Det var musik med mange nuancer, der spændte lige fra Bach og Händels stille, eftertænksomme klange til Dvořáks sprudlende fortolkninger af europæisk sigøjnermusik.
Gennem musikken fornemmede man hos Åge Madsen og Jens Andersen en særlig spilleglæde og respekt for hinandens kunnen og talent. Det kunne ikke undgå at smitte af på kirkegængerne, der tog den smukke musik til sig.

Efter gudstjenesten var der spisning i præstegården. Grethe Juhl, Reerslev kirkes helt egen chefkok, havde i dagens anledning tryllet en fantastisk gullasch frem til de 40 personer, der gik med over til det fælles måltid.
Der blev spist op, både af hovedretten og af de friskbagte fastelavnsboller, som blev serveret til kaffen, og en livlig snak ved bordene vidnede om glæde, hygge og godt samvær i præstegårdens stuer.

Vel er Reerslev et lille sogn, men opbakningen til den lokale kirke er stor, og sognepræst Kirsten Esbjerg glæder sig til at byde indenfor i både kirke og præstegård igen.