Luthersk gudstjeneste i Reerslev

Reformations-jubilæet blev i søndags markeret ved en Luthersk gudstjeneste i Reerslev Kirke, hvor præsterne Susanne Pedersen og Jørn Noe holdt en fælles gudstjeneste for Finderup og Reerslev sogne.

Gudstjenesten var tilrettelagt som den kunne have forløbet på reformationens tid:
Kvinderne sad til venstre i kirken, og mændene til højre. Altergangen var ligeledes kønsopdelt, først mændene og derefter kvinderne. Også liturgien var som på Luthers tid, og der blev udleveret en folder som guidede kirkegængerne gennem gudstjenesten.
Fra prædikestolen hørte vi en af Martin Luthers prædikener. Luther var kendt for at holde nogle meget lange prædikener, men Susanne havde dog valgt en kortere en af slagsen, skrevet  til 17. s.e. trinitatis.

Prædiken-teksten kan downloades her.

Plantning af  Luther-træet – en blodbøg som med tiden bliver 15-20 meter høj.

Efter gudstjenesten blev der plantet et Luther-træ
på plænen mellem de to kirkegårde

Martin Luther er tillagt citatet: ”Hvis jeg vidste, at jorden gik under i morgen, så ville jeg plante et træ i dag!” – og gennem århundreder er der plantet mange træer til minde om Martin Luther.
Her i jubilæumsåret er der plantet en hel skov af træer i Wittenberg, men også lutherske kirker over hele verden markerer reformationen ved at plante et træ, og nu har Reerslev altså også fået et Luther-træ – ikke fordi vi tror jorden går under i morgen, men fordi træer udtrykker håb; de ikke blot fasholder et minde, men lader det udvikle sig for kommende generationer.

vkp/01.10.2017

 

 

Menighedsrådsformand Lene Thamm viser messingskiltet: ”Plantet ved Reformationsjubilæum 1517 – 2017”                 Skiltet vil blive monteret på en smuk marksten ved træet.

Fotos © Viggo K. Pedersen