Skoleafslutning med Luciaoptog

Julestemning nok til resten af december
i en fyldt Reerslev kirke
 

“Efter sådan en aften skal man vist være en meget sur nisse, hvis ikke julestemningen kan holde helt til juleaften”

Man kunne høre en knappenål falde, da det elektiske lys blev slukket i kirken. Shh! Nu begynder det…. Og ind i kirken kom Reerslev friskoles helt eget Luciakor, der med levende lys, hvide klæder og glade stemmer varmede os alle med deres Luciasang.

Traditionen tro var Reerslev kirke fyldt til bristepunktet med forventningsfulde skoleelever, da Reerslev Friskoles traditionelle juleafslutning med Lucia blev holdt tirsdag aften.

Mange af skolens elever havde taget deres søskende, forældre, bedsteforældre og lærere med, så det var et dejligt blandet kor af stemmer i alle aldre, der sang med på julesalmerne. Især Møllehaves “Lille Messias” med musik af Anne Linnet blev sunget godt igennem, og når først man har hørt salmen sunget af en stuvende fuld Reerslev kirke, så er man ikke i tvivl om, at det er den bedste måde at synge den på.

To tidligere konfirmander, Caroline og Emil, læste juleevangeliet for os om den lille Jesus, der bliver født i stalden julenat, inden vi tændte lysene i adventskransen til ære for alle de mennesker, der vil og tør få julen til at vare hele året rundt ved at gøre  noget godt for andre.

Selv om vejret stod på regn og blæst, så var vi allesammen fyldt af varme og glæde efter at have sunget julen ind sammen. Sognepræst Kirsten Esbjerg var ikke i tvivl: “Efter sådan en aften skal man vist være en meget sur nisse, hvis ikke julestemningen kan holde helt til juleaften”

 

Foto: Viggo K. Pedersen

Foto: Viggo K. Pedersen