Konfirmandtræf i Domkirken


Konfirmander fra Reerslev og Ruds Vedby i Roskilde Domkirke


Det var en oplevelse i sig selv at se tusindvis af konfirmander bevæge sig hen mod den store domkirke. Den ene turistbus efter den anden væltede ind på torvet ved Roskilde domkirke fra mange af stiftets sogne og satte konfirmander af. Jo, her var lagt op til en oplevelse af de store, da vi tog turen til Roskilde onsdag i sidste uge.

Konfirmanderne fra Ruds Vedby og Reerslev kom til Roskilde i samlet trop for at deltage i et træf, der gav os noget til alle sanser. Vi skulle deltage i rollespil og udfordres på de værdier, som vi bygger vores liv på. Vi skulle holde nadver sammen og deltage i en fælles gudstjeneste.

For mange af konfirmanderne var det også noget ganske særligt at se domkirken, der havde en størrelse og en udsmykning, der fik mange til at måbe. Om mødet med biskop Peter Fischer Møller, der gik rundt og hilste på og talte med os alle, sagde konfirmanderne bagefter: ”Han var bare sej!”

Det er helt sikkert ikke sidste gang, konfirmanderne fra Ruds Vedby og Reerslev tager turen ind til Roskilde for at være med til det store, årlige træf. Her var noget for både øjne, ører og smagssans – og noget at tænke over i sit liv.

Ruds Vedby kirke og Reerslev kirke følger op på turen til Roskilde med en særlig gudstjeneste for konfirmanderne. Gudstjenesten foregår i Reerslev kirke torsdag den 18. november klokken 19.00.

Kirsten Esbjerg