Klezmer-koncert i Finderup

klezmer-3
Koncert med dyb smerte og farverig glæde
Trio Klezmer gav tilhørerne i Finderup kirke en musikalsk indføring i det jødiske univers. Med en forrygende live-koncert serverede de den karakteristiske østeuropæiske musiktradition: klezmer.

Gennem musik, jiddishe og hebraiske sange samt fortællinger, skabte Trio Klezmer et stemningsfuldt billede af en medrivende musikgenre. Det er musik som taler til hjertet, og den rummer på samme tid både længsel og smerte, håb og glæde, fest og ballade.
Trioen består af scenisk frontfigur og sangerinde Channe Nussbaum, af Mette Smidl, som spiller rendyrket klezmer-violin tilført en portion sigøjnerstil, og af Øyvind Ougaard, den fuldvoksne harmonikaspiller med det kraftige overskæg, som mestrer sit håndværk til fingerspidserne.

Det var svært ikke at lade sig rive med af musikken, og trioen havde publikum med lige fra første nummer. Jeg vil gætte på, at ingen af tilhørerne forstod et ord jiddish, men der blev alligevel sunget med på omkvædet. Og den medrivende musik gjorde det vanskeligt at holde fødder og hænder i ro, så da der blev budt op til kædedans, blev midtergangen for en stund omdannet til dansegulv.

Aftenens koncert i Finderup var en fuldendt succes, og selvom man siger om klezmer, at det er ”musik der ler med det ene øje, mens det andet græder” – var det overvejende en munter aften.

-vkp/13.11.2015

klezmer-2

klezmer-1

foto: © Viggo K. Pedersen