I muntert selskab med Tine Lindhardt

Tak for en munter aften i selskab med Tine Lindhardt

Der blev en gang sagt om Jan Lindhardt, at han gjorde det muntert at være kristen. Dette udsagn kan bestemt også gælde for Tine Lindhardt, som levende og humoristisk genfortalte historier fra Det Gamle Testamente.

Tine Lindhardt, som er tidligere generalsekretær i Det danske Bibelselskab, og nu biskop i Fyns Stift, er optaget af spørgsmålet:
”Hvorfor har de mænd, som skrev Biblen, fundet fortællingerne om snarrådige, handlekraftige og listige kvinder, så vigtige, at de er kommet til at spille en betydelig rolle i Biblen?

Med Tine Lindhardts foredrag: ”Kvindesikkelser i Biblen”, blev det en munter aften, med levende genfortællinger, som tidsmæssigt spændte lige fra Adam og Eva, til apostlen Paulus. Det var fortællinger om et patriarkalsk samfund, hvor kvinder holdes ”indespærret” med ingen eller kun få rettigheder. Med historier, som overskrider de flestes moralbegreber, men som alligevel har fundet en plads i Biblen.

 

 

Det kan ikke bortforklares, at der ind imellem blev gjort grin med mændene, men det var vel forudsigeligt – og måske netop derfor havde kun ganske få mænd dristet sig til at deltage – mens kvinderne var mødt talstærkt op.

Aftenen sluttede, som den altid gør i Reerslev Kirke, med kaffe og hyggesnak i vores populære kirkecafé.

Foredraget var arrangeret af Reerslev og Finderup menighedsråd – og det indsamlede bidrag går til Bibelselskabet.