En ørkenvandring i aboriginernes land

ørkenvandring-1

En ørkenvandring i aboriginernes land

Dem der på denne mørke, blæsende og regnfulde novemberaften fandt vej til Reerslev kirke, blev belønnet med et spændende lysbilledforedrag.

Scenen var Simpson-ørkenen lige midt i Australiens hjerte, hvor Anna Grethe, Helge og deres tre sønner Toke, Roar og Hjalte gennemførte en komplet vanvittigt mission til fods gennem et område, hvor det er en dårlig sommerdag, hvis temperaturmåleren ikke når over 45 grader.

Den rejselystne familie – også kendt som ”Familien på farten” – har kørt jorden rundt på mange eventyrlige rejser i deres firehjulstrækker. Men denne gang var rejsen mere fysisk udfordrende, da de til fods skulle krydse den 143.000 km2 store totalt mennesketomme Simpson-ørken midt i Australiens hjerte.

Ingen i familien havde nogensinde haft en rygsæk på ryggen eller snørret et par vandrestøvler, da de begav sig ud på den 700 km lange vandretur, for at opfylde Helges drøm om at gå lige tværs igennem en ørken for at opleve stilheden og finde skønheden i intetheden.

Fortællingen var ikke bare en rejseskildring om orangerødt sand, tørst og temperatursvingninger på 35-40 grader, masser af vabler og ingen vask. Det var også historien om, hvordan fem vidt forskellige personligheder ind imellem går amok i intetheden for senere altid sammen at finde skønheden i samværet og omgivelserne.

Da de efter fem uger – og mange intense naturoplevelser, skænderier, vabler og åbenbaringer af nærmest religiøs karakter, nåede frem til ørkenbyen Birdsville, blev de hyldet for deres familiepræstation på national TV, hvor de var blevet kendt som de ”5 crazy Danes”.

Anna Grethe fortæller at det er Helge, som er familiens fantast og drømmer, og dermed også initiativtager til mange af familiens rejseprojekter. At nogle af lydklippene fra rejsen afslørede bemærkninger som ”skide irriterende” og ”han er ikke til at holde ud” blev sat lidt i perspektiv, da den lune globetrotter afsluttede aftenen med følgende bemærkning: ”Jeg synes, det var en fin lille tur, og slet ikke så hårdt som jeg havde håbet på. Og Anne Grethe gik jo hen og kom i form til sidst.

-vkp/25.11.2015

ørkenvandring-2