Anmeldelse: koncert i Finderup Kirke

Koncertanmeldelse
Både Reerslev og Finderups menighedsråd havde annonceret, at de godt turde love mig en sjælden oplevelse i Finderup Kirke, og det gjorde mig trods alt tilstrækkelig nysgerrig til, at jeg denne kolde og mørke januaraften fik overtalt mig selv, til at forlade den hjemlige hygge og satte kurs mod kirken i Finderup.Allerede på afstand kunne jeg se, at noget ikke var som det plejede. Den hvide kirke var blevet blå og to grønne laserstråler pegede fra kirketårnet mod Høng og mod præstegården – eller også var det omvendt.

Disse lysfænomener ændrede dog ikke på mine lave forventninger, så med en god portion skepsis i behold, tog jeg plads på bagerste kirkebænk, og jeg havde absolut ingen forventninger om, at ekstrem højt elektronisk musik skulle kunne være nogen som helst nydelse.

Det blev en fantastisk lyd og sanseoplevelse

Efter Claus Thorsagers introduktion af hvad der ventede os, og nogle gode råd om at få størst mulig oplevelse af koncerten, blev alle kræfter sluppet løs med en på engang voldsomhed og blidhed.

Lydniveauet var ikke bare højt, det var meget højt, og anlægget skabte lydbølger som ikke blot kunne høres, men også føles, men på forunderlig vis vænnede kroppen sig dog hurtigt til lydniveauet og  trykbølgerne, og jeg blev hensat i en tilstand af  fuldstændig afslapning og velvære, uden fornemmelse for tid og sted, og med en følelse af, på samme tid, både afmagt og samhørighed med naturen.

Musikken var komponeret specielt til kirkerummet og med Tove Madsens læsning af bibeltekster mellem numrene, blev fornemmelsen af naturens kræfter og Guds nærvær, til en stærk oplevelse.

Med et lydbillede der i dybde og dynamik ikke før er hørt i kirken, blev vi vidner til afsløring af intet mindre end et kunstværk.

Viggo K. Pedersen

Er nysgerrigheden vakt, kan du på Facebooksiden ”Thorzager” lytte til et par eksempler på lydbillederne, og selv om der står: ”at høre lyden på en ghettoblaster eller iPhone svarer til at komme 1800-kroners rødvin i sovsen”, så skru helt op for lyden og luk øjnene – det virker.