Afskedsgudstjeneste – og en hyldest til Kirsten Esbjerg

Hyldest til Kirsten Esbjerg

Ved søndagens gudstjeneste den 29. april tog menigheden i Reerslev en både bevæget og festlig afsked med deres sognepræst gennem de seneste 2 år. 

De omkring 80 kirkegængere fyldte godt i den lille kirke, som dannede rammen om afskedsgudstjenesten der indledtes med et smukt præludium hvorunder præsten blev ført ind af fanebærere fra KFUM-spejderne i Buerup-Reerslev.

En af Kirsten Esbjergs trofaste fans, Emil Johansen fra Skellebjerg, havde lovet at assistere hende ved gudstjenesten, og fra sin kørestol fremsagde han både ind- og udgangsbønnen.
Efter gudstjenesten hold Emil, trods sit talehandicap, en lille sød tale for Kirsten og sluttede med at synge sangen:

“Du er min øjesten
en bette dejlig en er du
Og når vi to følges ad
så er jeg altid glad som nu
Du er et stykke af himlens blå
Alverdens lykke, den vil du få
Hvem kommer så på den grønne gren
Det gør min øjesten og jeg”

Stor var også overraskelsen, da ”Mestersangerne” fra Slagelse uventet dukkede op som en bevægende og smuk afskedsgave, med deres sang og musik.
”Mestersangerne” som består af Karin Kjerumgaard, Birger Andersen, Nikolaj Selandi og John Anderberg – havde, inspireret af Kirsten

Esbjergs fremtid som fængselspræst i Sdr. Omme, overvejet at synge ”Fangernes kor” fra operaen Nebukadnesar, men valgte i stedet at synge ”Time to say good-bye” – efter flere smagsprøver på populære italienske sange, sang Karin Kjerumgaard solo den smukke og bevægende  ”Ave Maria” – så flere måtte have lommetørklædet frem.  

Pas nu godt på jeres kirke

I sin afskedstale opfordrede Kirsten Esbjerg menigheden til at passe godt på kirken og fællesskabet. ”Jeg har sagt det før – og nu siger jeg det igen: Pas nu godt på jeres kirke og det fællesskab I har i kirken. Nu hvor der efterhånden diskuteres kirkelukninger over det ganske land, er det vigtigere end nogensinde før, at Jer i de små sogne står sammen og værner om kirken og fællesskabet”.

Tak for din måde at være præst på

Der blev holdt flere takketaler for Kirsten Esbjerg, hvor et gennemgående tema var en tak for hendes store medmenneskelighed og hendes måde at være præst på.
De mange velmente ord fra præstekolleger, menighedsråd og menigheden, samt et gavebord der bugnede af gaver og blomsterhilsner, afspejler at Reerslev sogn nu har taget afsked med en meget populær og afholdt præst, som vil blive savnet.
Bagefter bød menighedsrådet på sandwich og forfriskninger i kirkecaféen.

En af de lidt anderledes afskedsgaver, bestod i underholdning med “Mestersangerne” fra Slagelse.

 

Og Emil holdt en tale for Kirsten, og sang “Du er min øjesten”

– også flere præstekolleger lagde vejen forbi Reerslev Kirke, for at hilse på Kirsten. Her er det t.v. Marianne Agerholm fra Ruds Vedby og t.h. Andreas Norbjerg fra Ørslev. 


fotos: Viggo K. Pedersen