4. maj med friluftsgudstjeneste

”Det dufter lysegrønt af græs”
Med den velvalgte og populære salme ”Det dufter lysegrønt af græs” som indledning, lagde Reerslev i søndags grønsvær til en fælles friluftsgudstjeneste for menighederne i Finderup og Reerslev sogne – og selvom det var en af de lidt mere kølige forårsdage, så tittede solen med mellemrum frem og gav lidt varme. 

At holde kirke under åben himmel er altid noget særligt, ikke på grund af indhold og ritualer, men på grund af den ekstra dimension det giver, når man holder gudstjeneste midt i Guds skaberværk, og når præsterne akkompagneres af fuglenes kvidren, kurrende skovduer, naboen hane (og en plæneklipper i det fjerne).

Frihedsbudskabet
Selv om det er mange år siden Danmark blev befriet, er der mange danskere der – selv om de ikke selv oplevede de bevægende befrielsesdage – ønsker at markere dagen, hvor vi fik fred og demokrati igen, og lige siden frihedsbudskabet lød i radioen via BBC den 4. maj 1945 kl. 20:30, er der rundt omkring i landet blevet holdt gudstjeneste i anledning af befrielsen. 

I Reerslev indledte sognepræst Susanne Pedersen sin del af prædikenen med oplæsning af frihedsbudskabet fra 1945, og som postludium til gudstjenesten spillede organist Kirsten Støvring den kendte Prins Jørgens March, som under besættelen var melodien der indledte alle radioudsendelserne fra De frie Danske i London, og er blevet synonymet på dansk modstandskamp under besættelsen.

 

Friluftsgudstjenesten gav lidt ekstra arbejde for kirketjeneren, men Poul er heldigvis praktisk anlagt.

Tekst og fotos: Viggo K. Pedersen