Penge til Mother Teresa klubben

Finderup Menighedsråd støtter arbejdet i Mother Teresa klubben


Med en økonomisk håndsrækning fra menighedsrådet i Finderup, har gadebørnene i Calcutta nu udsigt til endnu flere varme tæpper fra Reerslev.

De er storforbrugere af garn, de 20 damer som den 2. tirsdag hver måned mødes i Reerslev Præstegård, til hyggesnak og strikkeri i Mother Teresa Klubben.
Det var derfor en glædelig overraskelse, da en mindre delegation fra Finderup Menighedsråd i tirsdags troppede op i konfirmandstuen, hvor menighedsråds-formand Niels Blomhøj overrakte klubben et tilskud på 1.000 kr. til køb af garn.

Grethe er jo en fantastisk ildsjæl  og klubben gør et imponerende stykke arbejde, sagde Niels Blomhøj efter sit første besøg i klubben, hvor klubbens formand Grethe Juhl sørgede for, at han fik en grundig orientering om klubbens arbejde.

Klubben efterlyste også mænd med strikketøj, et tilbud som Niels Blomhøj nu ikke mente han kunne leve op til, men antydede til gengæld, at det måske bliver en tradition, at han en gang om året  kigger forbi med en økonomisk påskønnelse.

Menighedsrådsformand Niels Blomhøj fra Finderup Menighedsråd, overrækker Grethe Juhl et tilskud på  1.000 kr. til indkøb af garn.

Foto: Viggo K. Pedersen

Mother Teresa Klubbens produktion af tæpper, bliver afleveret til Aktion Børnehjælp i Næstved, som sørger for af tæpperne fra de ca. 7.000 frivillige strikkere i hele Danmark, bliver transporteret videre til Indien.
Klubben i Reerslev leverede så sent som i januar måned et parti på 103 farvestrålende tæpper, men har allerede nu oparbejdet et lager på 15 nye tæpper, som stolt blev vist frem for gæsterne fra Finderup.
Menighedsråd bliver udskiftet, pastoratsgrænser ændret og præsterne kommer og går – men  Mother Teresa Klubben består – og det har den gjort i snart 30 år. Hvordan 30-års jubilæet skal fejres ligger ikke helt fast, men fejres skal det, sagde sognepræst Kirsten Esbjerg, som er trofast deltager i klubbens møder, og selvom hun ikke strikker, er hun ikke passivt medlem, hun læser nemlig historier og sørger for at højskolesangbogen bliver luftet.